Jeg har fået et nyt idol. Det Dagmar. Dansemyggen Dagmar. Hun er bare det sejeste, der findes. SÅ smuk i sin fine gule kjole og blå øjenskygge og smarte kasket.
Far har også købt en kasket til mig. Den kan jeg godt lide at have på. Især når jeg danser ligesom Dagmar sammen med mor. Op på tå og armene over hovedet og så dreje fint rundt. Jeg kan godt dreje rundt, bare ikke på tå endnu. Det kan kun mor og Dagmar.
Dagmar er kæreste med Egon, som er en cykelmyg. De er gode venner med Mini, som også er lidt sej. Han kan spille på trommer.
Når jeg er rigtig, rigtig heldig, må jeg se Dagmar på fjernsynet. Faktisk ser jeg kun Dagmar, så når jeg ser fjernsynet siger jeg bare; Det Dagmar. Faktisk siger jeg Det Dagmar til ret mange ting. Så mange ting at hvis pepe og meme køber en båd skal den hedde Dagmar. Og mor vil gerne have en lillesøster som hedder Dagmar.
Jeg vil bare gerne have en veninde som Dagmar. Hun er så smuk og sej.
mandag den 26. maj 2008
Sjov!
Ja jeg er måske ikke verdens flittigste blogger. Men jeg altså ikke haft tid. Mor og jeg er nemligens flyttet til Gilleleje, op til meme og pepe. Sjooov. De har fået gyng-gang og tragtår og barnevogn til dukke Nanna. Vi spiser aftensmad midt om eftermiddagen, siger pepe, men det gør vist ikke noget. Så smiler jeg bare til ham og siger hej hej pepe og så er han slet ikke sur alligevel. Faktisk må jeg altid gerne sidde på skødet af ham, også når han siger jeg ikke må larme og slet ikke smage.
Jeg elsker at smage. Alt det mor og far og meme og pepe spiser er interessant, synes jeg. Så plager jeg, siger mor. Rødvin på bordet? Mage, mage, mage, mor? Nej, Sophie, siger mor og forsøger at se streng ud. Men jeg har luret dem. Jeg siger bare tak for mad og hopper ned og smyger mig over til pepe eller far. Og så smiler jeg lidt og blink-blink og ser så sød ud. Det synes de er ret svært. Men hvis mor eller meme er der så skælder de far og pepe ud og så får jeg slet ikke noget. Kvinder, altså.
Jeg elsker også at dufte til og smage på krydderierne. Så sidder jeg oppe på køkkenbordet mens mor fortæller og skruer låget af. Oregano, karry, paprika. Salt er min favorit, men der er mor altså streng. Det må jeg ikke få så meget af, selvom jeg eeeelsker det på kartofler. Så nogle gange stiller jeg mig bare op i min stol og tager selv. Det kan de da ikke have noget imod?
Mor kalder jeg faktisk ikke mor mere. Nu er jeg en stor pige, og det betyder at jeg forstår alt hvad de siger. Så nu har jeg regnet ud at hun i virkeligheden hedder mig eller nogle gange jeg. Så det kalder jeg hende. Forleden dag sad jeg og gyngede - eller rettere, Mig skulle skubbe, ikke. Så jeg kaldte på hende; Mig, mig, mig - gyng-gang! Hun er ikke for kvik, hende Mig, for hun forstod ikke helt først at jeg kaldte på hende. Mødre, altså.
Ellers synes jeg selv at jeg er blevet ret sej til det der med kommunikation. Jeg kan snart sige alle ordene i Min lille bitte bog om ordene, og jeg kan selv læse højt fra mine Bamse & Kylling bøger. De voksne forstår ikke altid hvad jeg siger, men heldigvis er dukke Nanna klogere.
Så snakker jeg med moster og mormor og morfar på Skype, det er så smart fordi man også kan vise hvor god man er til at danse og hoppe. Og kysse mormor og give morfar high-five. Sjoov.
Jeg elsker at smage. Alt det mor og far og meme og pepe spiser er interessant, synes jeg. Så plager jeg, siger mor. Rødvin på bordet? Mage, mage, mage, mor? Nej, Sophie, siger mor og forsøger at se streng ud. Men jeg har luret dem. Jeg siger bare tak for mad og hopper ned og smyger mig over til pepe eller far. Og så smiler jeg lidt og blink-blink og ser så sød ud. Det synes de er ret svært. Men hvis mor eller meme er der så skælder de far og pepe ud og så får jeg slet ikke noget. Kvinder, altså.
Jeg elsker også at dufte til og smage på krydderierne. Så sidder jeg oppe på køkkenbordet mens mor fortæller og skruer låget af. Oregano, karry, paprika. Salt er min favorit, men der er mor altså streng. Det må jeg ikke få så meget af, selvom jeg eeeelsker det på kartofler. Så nogle gange stiller jeg mig bare op i min stol og tager selv. Det kan de da ikke have noget imod?
Mor kalder jeg faktisk ikke mor mere. Nu er jeg en stor pige, og det betyder at jeg forstår alt hvad de siger. Så nu har jeg regnet ud at hun i virkeligheden hedder mig eller nogle gange jeg. Så det kalder jeg hende. Forleden dag sad jeg og gyngede - eller rettere, Mig skulle skubbe, ikke. Så jeg kaldte på hende; Mig, mig, mig - gyng-gang! Hun er ikke for kvik, hende Mig, for hun forstod ikke helt først at jeg kaldte på hende. Mødre, altså.
Ellers synes jeg selv at jeg er blevet ret sej til det der med kommunikation. Jeg kan snart sige alle ordene i Min lille bitte bog om ordene, og jeg kan selv læse højt fra mine Bamse & Kylling bøger. De voksne forstår ikke altid hvad jeg siger, men heldigvis er dukke Nanna klogere.
Så snakker jeg med moster og mormor og morfar på Skype, det er så smart fordi man også kan vise hvor god man er til at danse og hoppe. Og kysse mormor og give morfar high-five. Sjoov.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)